Det europæiske samarbejde medvirker til ny viden, indsigt og mulighed for at samarbejde om fælles udfordringer. Aalborg Universitet vil styrke samtalen om Europa. Europabevægelsen er glade for at indgå i et samarbejde med Aalborg Universitet til EU-dagen den 28. august og være med til at udbrede samtalen om Europa.
Per Michael Johansen, Rektor for Aalborg Universitet, understreger hvor vigtigt det europæiske fællesskab er for deres arbejde.
– I Europa deler vi historie, og vi har tradition for at samarbejde og for at diskutere, hvordan vi udvikler det europæiske fællesskab. Det skal vi blive ved med. Hvert år rejser tusindvis af studerende på udvekslingsophold til et universitet i et andet europæisk land, og hver dag samarbejder danske forskere med kollegaer på de andre universiteter i Europa. Det skaber venskaber, indsigt og ny viden på tværs af Europa, og det hjælper os med at løse de store samfundsudfordringer, vi står overfor netop nu. Som universitet er vi stærkt optagede af at skabe viden for verden i et tæt samarbejde med vores europæiske kollegaer. Samarbejde på tværs af grænser er en nødvendig forudsætning for, at det lykkedes. Det skal vi huske at fortælle om, og derfor er det vigtigt, at vi fornyer og forstærker samtalen om Europa.
Det er vigtigt, at vi får belyst hvor meget det europæiske samarbejde påvirker vores hverdag. Europabevægelsen mener, at det er nødvendigt at flere bliver bevidste om EU’s indflydelse og flere tager del i debatten. Det er derfor utrolig værdifuldt, at Aalborg Universitet bakker op om EU-dagen.
Til EU-dagen i Mariager den 28. august 2021 mødes danskerne i uformelle rammer og diskuterer de spørgsmål, der betyder noget for os alle sammen i det europæiske samarbejde. Målet er, at danskerne i større omfang involverer sig aktivt i EU-debatten fremover.
Du kan følge eventet på ”EU-dagen i Mariager” på Facebook.