Det er vigtigt, at demokratiet er i højsæde når der diskuteres EU, og hvis borgerne skal inddrages skal debatten gøres mere tilgængelig.
Carolina Magdalene Maier, Sekretariatschef hos DFS, ønsker fokus på borgernes demokrati.
– I en tid, hvor store globale kriser som Covid-19 og klimakrisen dominerer den globale dagsorden, er Europa vigtigere end nogensinde. Både i forhold til det europæiske samarbejde, men ikke mindst i forhold til demokratiets tilstand og udvikling og civilsamfundets rolle heri. Der findes intet demokrati uden borgernes aktive deltagelse – det skal vi blive ved med at fremme og italesætte. Derfor støtter DFS EU-dagen.
Europabevægelsens sætter stor pris på dette samarbejde. Vi mener, at det er nødvendigt at debatten om EU bliver spredt ud og flere tager stilling til de emner, som påvirker os. Det er derfor utrolig vigtigt, at en organisation som DFS bakker op om EU-dagen.
Til EU-dagen i Mariager den 28. august 2021 mødes danskerne i uformelle rammer og diskuterer de spørgsmål, der betyder noget for os alle sammen i det europæiske samarbejde. Målet er, at danskerne i større omfang involverer sig aktivt i EU-debatten fremover.
Du kan følge eventet på ”EU-dagen i Mariager” på Facebook.